Øko-lonihavehus

I Sommerbyen Ejby på Bellisstien ønskede Charlotte at opføre sit øko-venlige kolonihavehus med Permakulturhave. Huset skulle opføres i træ og med genbrugs- og miljørigtige materialer såsom lerpuds og træfiberisolering. Huset var designet med passiv solvarme og for at udnytte grundens plads optimalt, skulle der dyrkes kartofler i halm på den ene tagflade.

Jeg projekterede og byggede råhuset med tagbelægning. Skitsetegningen var udført af anden arkitekt.

Husmandssted makeover

Heidi og Palle bor i et ældre husmandssted i St. Merløse. Med lavt til loftet, gamle vinduer og dårlig isolering, trængte huset til et kærligt løft. Jeg foreslog en total omdannelse af planløsningen i stueplanet, med en bedre udnyttelse af arealet. Vi opnåede mere areal til køkkenet med spiseafdeling samt badet. Vi byggede også et nyt skur i forlængelse af huset, hvor de gamle småstalde lå. Bygherre afrensede murstenene, som blev brugt til opmuring af nye skillevægge. Vi gravede ud og efterisolerede gulvet og murede vindueshuller om. Satte ny trappe op samt byggede træskelet mod ydermurene, som blev isoleret med træfiberbatts.

Bolig i ridesal

I Slæggerup bor Simone og Johannes med deres 3 børn i dobbelthus på en nedlagt landejendom. De ønskede at inddrage en gammel ridesal til deres bolig. Jeg tegnede en åben planløsning omkring en central trappefigur som rumdeler. Vi bevarede den dramatiske højde op til de fritliggende bjælker over stueområdet og skød en række rum til børnene ind over køkken og spiseafdelingen. Bygherren udførte størstedelen af arbejdet selv i flot kvalitet.

Skolen for Livet

Friskolen på Møn “Skolen for Livet” gik i samarbejde med Liselund Fontænen om at skabe nye rammer for skolen i udkanten af Stege. Med ambitioner om state-of-the-art økologiske løsninger, gik mange af håndværkerne og rådgiverne indenfor området sammen, for at rejse bygningen. 560m2 i to plan blev opført i halmelementer fra EcoCocon og pudset op med lerpuds og silikatmaling. Skillevægge blev muret op i ubrændte lersten med lermørtel. Bærende stolper blev udført i afbarkede stammer, træbeklædning i kalmar-douglasbrædder. Tagbelægning var tang fra den lokale strand. Spildevandsrensning var med pilezoneanlæg. Jeg stod for projektering af detaljer, byggestyring i samarbejde med skolelederen samt medvirke på tømrersjakket.