Husmandssted makeover

Heidi og Palle bor i et ældre husmandssted i St. Merløse. Med lavt til loftet, gamle vinduer og dårlig isolering, trængte huset til et kærligt løft. Jeg foreslog en total omdannelse af planløsningen i stueplanet, med en bedre udnyttelse af arealet. Vi opnåede mere areal til køkkenet med spiseafdeling samt badet. Vi byggede også et nyt skur i forlængelse af huset, hvor de gamle småstalde lå. Bygherre afrensede murstenene, som blev brugt til opmuring af nye skillevægge. Vi gravede ud og efterisolerede gulvet og murede vindueshuller om. Satte ny trappe op samt byggede træskelet mod ydermurene, som blev isoleret med træfiberbatts.

Bolig i ridesal

I Slæggerup bor Simone og Johannes med deres 3 børn i dobbelthus på en nedlagt landejendom. De ønskede at inddrage en gammel ridesal til deres bolig. Jeg tegnede en åben planløsning omkring en central trappefigur som rumdeler. Vi bevarede den dramatiske højde op til de fritliggende bjælker over stueområdet og skød en række rum til børnene ind over køkken og spiseafdelingen. Bygherren udførte størstedelen af arbejdet selv i flot kvalitet.

Fra byggeplads til bolig

20160225_153836

Line og Jimmy kan begynde at nyde deres nye hus i økofællesskabet Hallingelille. Håndværkerne er så småt ude. Skønt at se resultatet af de mange tanker og snakke om indretning. Det har været en fornøjelse at bygge for dem sammen med tømreren Dan Nielsen, VVS-firmaet Pers Rørservice og CR Electric. Selv stod jeg for arkitektur, byggestyring, spartling/filt og murerdel. Den store maleropgave stod Line og Jimmy selv for.

Udover at huset er blevet klassificeret med energimærke A2015, kan nævnes bæredygtige materialer som ubrændte lersten som skillevægge, træuld som isolering i loft og vægge, genbrug af et gymnastikgulv til 1. salen, trækonstruktion og beklædning malet med slamfarve, indvendigt malet med naturmaling. Huset er bygget med en åndbar membran i stedet for dampspærre. Trykprøvningen gav en måling på 0,4 liter luft/sek pr. m2 og lever op til kravet for lavenergihuse.

Nu glæder vi os til at opføre en havestue på husets sydside.

trappe passage

trappe passage

Indgangen til Q-Livings shop er knap en meter over terræn, i en smal passage som også bruges af gårdens kollektiv. Det betyder at man skal kunne komme igennem med cykler, klapvogne, trillebør samt varer til shoppen samtidig med, at det er en indbydende ankomst til Q-Living. Det blev løst med en rampe med integrerede trin. Det øverste trin er med nedfældet rist og måtte. Brædderne er i lærk og bliver behandlet med trætjære og linolie. Trappen kan også bruges til uformel siddeplads.